KRIGSLITTERATUR.DK | Anmeldelser

Til forsiden

Omtaler

Links

Kontakt

Del

Obligatorisk læsning forud for udsendelse:

Lars R. Møller: Vi slår ihjel og lever med det

Lars Møllers bog er en velunderbygget analyse af soldaters lyst – eller nærmere ’ulyst’ – til at slå ihjel. Men bogens titel til trods handler den om meget mere end det, hvilket gør den så meget mere interessant. 

Af: Jeanette Serritzlev

”Vi slår ihjel og lever med det” bygger på en større spørgeskemaanalyse, som Møller har foretaget blandt danske soldater, der har været udsendt i international tjeneste. 

Møller bruger bl.a. spørgeskemaerne til at understøtte viden og erfaringer fra de mange særligt amerikanske undersøgelser, som han trækker på. Undersøgelser, som er foretaget blandt såvel soldater som politibetjente. Heldigvis lader han også i stort omfang soldaterne selv tale, når han giver plads til et rigt udvalg af citater fra de indkomne spørgeskemaer. 

Med ret til at dræbe – uden ønsket om at gøre det
Lars Møller søger gennem mange analyser at påvise et noget andet billede end det stereotype af en sand dræbermaskine, som vi kender det fra fiktionens verden. Såvel under den amerikanske borgerkrig som i Vietnam tyder erfaringerne på, at soldaterne havde meget lidt lyst til at skyde på fjenden; og slet ikke til at ramme. 

Møller forsøger at opstille ”drabets anatomi” og omtaler velkendte metoder til at gøre det beskidte arbejde lettere, f.eks. ved at dehumanisere fjenden.

Hvad der er mindst lige så interessant ved bogen, er imidlertid den indgående gennemgang af, hvad der sker ved et menneske under ekstrem stress. F.eks. i en kamphandling. Møllers egne erfaringer og teorier suppleres hele tiden med tankevækkende udsagn fra flere hundrede soldater. Møller trækker også her på analyser fra andre lande, ligesom han understreger værdien af grundig, forudgående træning og uddannelse.  

Med anbefaling til dem, der skal ud eller har været det
Vil man have et reelt indblik i, hvad vores soldater oplever i Afghanistan og har oplevet i Irak og på Balkan, er bogen stærkt anbefalelsesværdig. I modsætning til forårets store docusoap, ’Armadillo’, er man heldigvis her ikke i tvivl om, hvad der kommer fra soldaterne selv, og hvad der er Møllers egne holdninger. Forfatteren er bevidst om, hvornår han analyserer resultater og citater, og hvornår han prædiker egne meninger. Tak for det. 

Et mindre kritikpunkt skal være, at bogen med fordel kunne have været skåret 10-20 procent ned. Der er mange gentagelser, måske så alle kan være med, men det forekommer lidt trættende undervejs og leder tankerne hen på amerikanske lærebøger, hvor forfatteren honoreres for sideantallet. Det ændrer dog ikke på, at bogen som helhed er velskrevet og hurtigt læst. Et omfattende noteapparat og litteraturliste giver ligeledes inspiration til videre læsning. 

Bogen kan anbefales til alle soldater, der står foran en udsendelse, og pårørende til disse. Også dem, der har været ude, vil kunne få glæde af den. Sådan virkede den i hvert fald på undertegnede.

Rajiv Chandrasekaran: Den grønne zone

Af: Jeanette Serritzlev 

"Hvis bare halvdelen er sandt, så er det godt nok slemt," tænkte jeg, mens jeg læste bogen, der handler om USA's indsats i Bagdad efter Saddam Husseins fald.

Forfatteren beskriver situationen indefra fra hans eget ophold i 'den grønne zone', som er et helle midt i kaos. Et sted, der er afskåret fra de problemer, der er virkeligheden for irakerne uden for zonen. Her er masser af strøm og mad og underholdning. Her er masser af arbejde og masser af penge.

Der er en verden til forskel, som gør, at de fine papirplaner langtfra altid, tværtimod, viser sig at være en succes ude i virkeligheden, og der synes at være en manglende vilje til at ville tage ved lære.

Chandrasekaran var i Bagdad for The Washington Post, og til hans kilder hører både de civil- og militæransatte amerikanere, ligesom han lader civile irakere tale. F.eks. den irakiske pizzabager, der er vendt hjem fra Italien og har åbnet et pizzeria nær zonen, i troen på at amerikanerne ville komme væltende. Men de kommer ikke, for langt de fleste kommer slet ikke udenfor.

Bogen går benhårdt til værks og er klar i sin kritik af den selektion, ud fra hvilken medarbejderne blev udvalgt. En god kontakt til det republikanske parti syntes vigtigere end erfaring og kompetencer. På samme måde hindrede et dårligt forhold mellem det amerikanske forsvars- og udenrigsministerium en ellers naturlig udveksling af information og ressourcer, herunder medarbejdere.

Chandrasekarans ærinde virker ikke til at være at kritisere selve krigen i Irak. Han virker derimod oprigtigt indigneret over, at man væltede styret - og i bund og grund ikke havde lagt en plan derefter.

Bogen fra 2006 baserer sig på massevis af interview og konkrete eksempler. Den virker overbevisende og velunderbygget, og den indbragte da også forfatteren en pris i 2007.

"Den grønne zone" kan varmt anbefales til alle, der ønsker at forstå situationen i Irak bedre. Som værk er bogen en fornøjelse at læse, og forfatteren forfalder ikke til triviallitterære greb, som man så ofte støder på i denne slags bøger.

En advarsel skal dog lyde: Vær klar over, at det er hård kost! Det er skræmmende at høre flere desillusionerede medarbejdere sige: "Vi havde chancen, men vi missede den." Du vil finde dig selv tænke: "Hvis bare halvdelen er sandt ..."

Læs i øvrigt mere om forfatteren her:

http://www.rajivc.com

Fredrik Barth: Afghanistan og Taleban

Af: Jeanette Serritzlev 

Alliancer er til forhandling. Kun slægtsbånd og ærekodeks er uforanderlige størrelser i pashtunernes selvforståelse. Fredrik Barths lille bog "Afghanistan og Taleban" er let tilgængelig og hurtigt læst.  

Bogen, der ifølge det danske forord uddeles til norske soldater før udsendelse, giver en fin introduktion til Afghanistan og særligt pashtunerne, som både er dem, vi kæmper med og mod i Helmand. Pashtunerne udgør størstedelen af de afghanere, der bor i området, og det er ligeledes deraf, Talebanbevægelsen udspringer.  

For at forstå såvel den afghanske bonde som militsleder er det nødvendigt at forstå ’pashtunwali’; det pashtunske æreskodeks, der bl.a. sætter rammen for, hvordan en god pashtuner behandler en gæst, ven som fjende, og hvordan han behandler og beskytter sin hustru. 

Bogen har i sin danske oversættelse fået et intenderet forord af Lasse Ellegaard. Det er synd og skæmmer en ellers nøgtern beskrivelse af afghanernes selvforståelse og af anarki i praksis, som det foregår i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. 

Bogen havde stået sig bedre ved at udelade dette, men det skal ikke komme forfatteren til last.  

Barths bog er blevet vel modtaget i anmeldelserne; måske fordi der er langt imellem relevante bøger. Den kan indiskutabelt anbefales, men når ikke i omtale af landets historie og politiske forhold i nærheden af Viggo Fischers glimrende, men desværre alt for oversete cirka fem år gamle bog "Afghanistan - besættelse, borgerkrig, befrielse".   

Derfor: Læs Barth – men læs også Fischer. Der er stadig plads til flere bøger om Afghanistan hos de danske boghandlere.

Oprindeligt anmeldt her.

FORBLINDET: Blindt ind i Basra

For fem år siden gik Danmark med i krigen i Irak. Personificeret ved Saddam Hussein; manden, der misrøgtede sit eget folk, og som siden invasionen af Kuwait havde leget kispus med verdenssamfundet. At invadere var nemt nok. Men hvad så?

Af: Jeanette Serritzlev 

”Jeg tror, at elimineringen af Husseins militære magt og befrielsen af Irak vil blive en cakewalk.” Således lød det fra en nykonservativ rådgiver i Pentagon, Kenneth Adelman. Med en ’cakewalk’ refererer han til en selskabsdans, og de få ord rummer essensen af optakten til Irakkrigen. En forblindelse over egne muligheder. En forvissethed om, at der kun var én vej til sejr, og at folket ville stå for enden af den vej og hilse befrierne velkommen. En fortrængning af fakta, der medførte, at også den danske regering var med til at gå blindt ind i Basra, som bogens titel lyder.  

De tre journalister, der har skrevet bogen, har ikke lavet en skriftlig version af ”Den hemmelige krig”. Her er ikke tale om effektmættet propaganda med et ensidigt budskab. Derimod er der tale om et velskrevet og veldokumenteret værk, der konstruktivt kritisk forholder sig til forløbet op til Irakkrigen og til den danske tilbagetrækning.  

Irakkrigen fik opfyldt sit første mål; at vælte Saddam Hussein. Han blev fanget, dømt og henrettet. Men derefter fulgte mange ofre. Blandt soldater og deres pårørende. Blandt den irakiske civilbefolkning. Og blandt den amerikanske civilbefolkning. Et bud på de samlede omkostninger for amerikansk deltagelse i krigen lyder således på 3.000 milliarder dollars til dato (februar 2008; se side 14). George Bush måtte på samme tid erkende, at krigen havde haft en negativ effekt på den amerikanske økonomi.  

Herhjemme betød opgaven andre udfordringer for forsvaret. Annemette Hommel blev et kendt navn, hvis sag illustrerede, at de forberedende øvelser ikke var gjort godt nok. Hvilke regler gjaldt for hvem hvornår? Hvad betød det, at danskerne ikke havde samme magtbeføjelser som briterne, men var indsat under deres kommando? Det synes selvsagt, at det er noget, man må forholde sig til, men ville eller turde man ikke fra politisk hold? Som Mikkel Vedby Rasmussen, chef for Dansk Institut for Militære Studier, siger (side 102): 

”De danske soldater skulle ifølge Folketinget altså ikke i krig – nej, de skulle blot ned og deltage i en stille operation og sikre, at Irak blev et stabilt og fint land. Og hvad sker der så: Soldaterne kommer ned til en virkelighed, der bare ikke stemmer overens med, hvad et bredt flertal af Folketinget har kunnet blive enigt om. Det ved briterne selvfølgelig godt; de har jo været med til at invadere landet. På den måde kolliderer virkeligheden i Irak fuldstændig med, hvad der er politisk opportunt hjemme i Danmark. Men man bliver altså indhentet af det, når man på den måde lader sine danske soldater i stikken.” 

I Washington valgte daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld at lade sine nykonservative åndsfæller råde frem for at lytte til militære eksperter, der konstaterede, at den påkrævede styrke var langt større end den, der blev indsat. Anbefalingen lød på 500.000 amerikanske soldater. Virkeligheden på 140.000. Senere sendte man en anden Rumsfeldstøtte, Paul Bremer, til Bagdad og gav ham rollen som civil administrationschef. Trods protester fra de folk, der havde været der før ham, valgte han at først at fyre den irakiske centraladministration og derefter hele hæren. Et valg, der med et trylleslag skabte et par hundredetusinder utilfredse irakere – samt deres familier, der nu havde mistet den primære indtægtskilde. 

Bogen er et bidrag til debatten om Irak, og den kan stærkt anbefales. Det er let at påstå, at alt meget nemt kunne have været gjort meget bedre. Men med de menneskelige og økonomiske omkostninger, som krigen har haft – og stadig har – er det vel ikke urimeligt at spørge, om man virkelig var så forblindet, at man glemte at tænke sig om.

Michael Bjerre, Jesper Larsen og Karl Erik Stougaard:
Blindt i Basra – Danmark og Irakkrigen
Gyldendals Forlag
232 sider
Ca. 250 kr.

Oprindeligt anmeldt i magasinet FELTPOST. Læs mere her.

Krigslitteratur.dk | v. Jeanette Serritzlev | Serritzlev Sprog | www.serritzlev.dk | jeanette@serritzlev.dk