Om Jeanette Serritzlev

Jeg har altid været interesseret i sprog. Derfor har jeg valgt at gøre interessen til forretning.

Da verdensfirmaet blev etableret i 2001, var jeg stadig en glad studine, og jeg slog mig op på det, jeg vidste, at jeg indiskutabelt var stærk til: korrektur. Med tiden blev cv'et udvidet, og det samme gjorde opgaveporteføljen.

Jeg har en bred erfaring med kommunikation, presse og ledelse i forskellige sammenhænge. Derudover har jeg undervist meget og rådgivet om sprog og kommunikation. Mit hjerte brænder stadig for det gode sprog, men jeg stortrives også med at give medietræning eller holde foredrag om netværk og motivation.

Min baggrund
Den teoretiske baggrund er en cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet, hvor mine primære interesseområder var inden for sprog og kommunikation - med speciale i politisk kommunikation.

Jeg har siden qua mit job som informationschef tilført min humanistiske profil et grønt islæt gennem uddannelse i forsvaret. Endelig har jeg gennem mange år været engageret i diverse frivillige organisationer og har således praktisk erfaring med motivation og ledelse.

I dag har jeg den store glæde at være vendt tilbage til mit gamle institut som ekstern lektor, hvor jeg underviser i kommunikation og organisationsteori.

Sprogets fascination
Sproget er fantastisk spændende at beskæftige sig med, fordi det har så mange facetter. Man kan have iltre diskussioner om alt fra kommatering til forholdet mellem sprog og virkelighed. I hverdagen vil diskussionen dog oftest dreje sig om, hvorvidt en tekst er god eller dårlig ...

Det kan vurderes, om den enkelte tekst er grammatisk acceptabel, men lever den op til normerne for sin art? Er den målrettet i forhold til modtagergruppen? Hvilke signaler sender den om afsenderen? Hvilke øvrige tekster samspiller eller konkurrerer den med?

Alle har holdninger til sproget. Derfor bemærker vi, når udtaler eller stavninger afviger fra det, som vi regner for "det gode sprog".

Med sproget formidler vi vores tanker, følelser og forhold til omverdenen. Derfor er der vel al mulig god grund til at overveje, hvordan vi bruger det, ikke?

Jeanette Serritzlev

 

 

 

 

F. 1978


Cand.mag. i dansk
 

Selvstændig siden 2001

Læs cv her